Spring til indhold

Information om coronavirus/COVID-19

Her på siden kan du læse information til danske rejsende og fastboende i Mali i forbindelse med udbruddet af coronavirus/COVID-19

Opdateret den 14.05.2020, kl. 19:00

Udenrigsministeriets rejsevejledning bliver løbende opdateret.

Den 25.03.20 annoncerede Malis kommunikationsminister, at to personer havde testet positiv for COVID-19. Siden er tallet steget til 779, og der er lokal smittespredning i gang. Fra torsdag, 19.03.20, har Mali suspenderet alle indflyvninger fra berørte lande.

Rejser til og fra Mali

Fra torsdag, den 19. marts, har Mali suspenderet alle indflyvninger fra berørte lande. 

Vi bliver ved med at prøve at skabe hjemrejsemuligheder. Blandt andet forsøger vi i samarbejde med andre lande i EU og Norden at organisere særfly, hvor strandede borgere kan købe billet. Udenrigsministeriet udsender PUSH-beskeder til danskerlisterne med information om særfly i lande, der ellers er lukket ned. Og ambassaderne opdaterer løbende informationen på deres hjemmesider, når der dukker muligheder op. Så vigtigt at følge med der og også at holde Udenrigsministeriet informeret om, hvis der er ønske om hjælp til hjemrejse.

Udenrigsministeriet iværksætter kun egne særfly i helt ekstraordinære situationer, hvor ingen andre løsninger er mulige. Det er ikke den situation, vi generelt står i lige nu. Heller ikke selvom hele verden er ved at lukke ned, og vi må indstille os på, det kan blive svært for nogle danskere at vende hjem. Udenrigsministeriet vil prioritere arbejdet med særfly til særligt vanskelige steder, hvor fx sundheds- eller sikkerhedssituationen kan udgøre en særlig udfordring for strandede danskere. I mange lande kræves der helt særlige tilladelser for hvert eneste særfly. De tilladelser skal forhandles, aftaler skal indgås med flyselskaber, og der skal være sikkerhed for, at fly kan fyldes op. Ellers hænger det ikke sammen økonomisk. Således er det også bydende nødvendigt, at borgere med ønske om hjemrejse takker ja til enhver mulighed, det måtte lykkedes at skabe for at komme hjem eller nærmere Danmark.

Udenrigsministeriet kan ikke afholde udgifterne til f.eks. borgeres hjemrejsebilletter til Danmark. Det er en sag mellem den rejsende og vedkommendes rejse-, fly- eller forsikringsselskab. Det betyder også, at der vil skulle købes billet på de særfly, som organiseres fra statslig hold.


Du kan her finde 10 gode råd, hvis du er strandet.

 

Du er velkommen til at kontakte ambassaden, hvis du er i tvivl om, hvordan du forlænger dit visum.

 

Udvikling i smitte og restriktioner i Mali

Den 25.03.20 annoncerede Malis kommunikationsminister og regeringens talsmand, at de to første personer havde testet positiv for COVID-19. Siden er mindst 779 tilfælde bekræftet, og der er en lokal smittespredning i gang. 

Den maliske regering annoncerede en række tiltag (fransk) tirsdag aften, den 17. marts. De er trædt i kraft fra torsdag, den 19. marts. Tiltagene har til formål at begrænse smittespredning.  Blandt tiltagene findes suspension af alle kommercielle flyvninger fra berørte lande, forbud mod forsamlinger af flere end 50 mennesker med undtagelse af religiøse aktiviteter, suspension af offentlige arrangementer samt lukning af diskoteker og natklubber. Disse tiltag står ved magt, indtil andet oplyses. Endelig lukkes børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner i foreløbigt tre uger. Dertil har Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keita, erklæret forbud mod forsamlinger på over 50 personer samt udgangsforbud mellem kl. 21-05 gældende fra 26. marts og indtil andet oplyses.

Ambassaden følger løbende udviklingen i forhold til coronavirus/COVID-19 i Mali. Danskere bosat eller på rejse i Mali opfordres til at følge de lokale myndigheders information via ambassadens hjemmeside. Det kan ikke forventes, at de maliske myndigheder opdaterer deres hjemmesider dagligt, hvorfor det anbefales først og fremmest at følge med på ambassadens hjemmeside.

Udenrigsministeriet opfordrer danske rejsende, der befinder sig ude i verden, til at tage hjem, så snart det er muligt og i tæt dialog med deres rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Med de mange restriktioner, som indføres både i Danmark og i udlandet, kan det vise sig svært at finde hjemrejsemuligheder i den kommende tid.

 

Indrejserestriktioner i Danmark

Med virkning fra kl. 12 lørdag, den 14. marts, lukkede Danmark sine grænser. Indrejserestriktionerne er undtaget fragt, men rammer alle, som ikke er statsborgere, har lovligt ophold og bopæl eller af anden grund har et anerkendelsesværdigt formål.

De nye indrejserestriktioner i Danmark har i nogle tilfælde gjort det svært for ikke-danske rejsende at boarde fly til Danmark fra udlandet. Såfremt du har lovligt ophold og bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat, der viser dette.

Sundhed

Malis sundhedsministeriums hjemmeside.

Den 11.03. udsendte de maliske myndigheder en pressemeddelelse hvori retningslinjer for
håndtering af indrejsende til Mali fra områder med forekomst 
af coronavirus/covid-19
, skitseres (fransk)

Vi henviser desuden til følgende hjemmmesider:

  • Du kan læse WHO's råd om, hvordan du bedst beskytter dig.

Nem adgang til vigtig information

Ambassaden opfordrer alle danskere i Mali til at registrere sig på Danskerlisten og hente udenrigsministeriets app Rejseklar. Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig. Du tilmelder dig Danskerlisten her

På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du svar på de fleste spørgsmål under: Spørgsmål og svar til de rejsende og danske fastboende i udlandet om coronavirus/COVID-19.

Har du spørgsmål i forbindelse med coronavirus/COVID-19, kan du tage kontakt til den danske ambassade på telefonnummer: + 223 93 48 36 59. Denne telefon har også ekstraordinært åbent lørdage og søndage kl. 08:00-18:00. Uden for ambassadens åbningstid er der mulighed for omstilling til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på: +45 33 92 11 12.

Med henblik på bedre koordination og samarbejde og i supplement til de danske ambassaders arbejde på landeniveau har Udenrigsministeriet oprettet en COVID-19 Task force for Afrika. Task force Afrika har følgende kontaktoplysninger: +45 33 92 09 96 eller e-mail: coronaafrika@um.dk

Udenrigsministeriet har mobiliseret Danes Worldwide, Danske Sømands- og Udlandskirker samt en række NGO'er med lokal tilstedeværelse i udlandet for at fremme den frivillige bistand til strandede danskere. Dette gøres bl.a. gennem en nyoprettet Facebook-gruppe: "Danskere Globalt - Sammen mod corona", som vil hjælpe strandede danskere til at komme i kontakt med udlandsdanskere og frivillige organisationer. Samtidig med, at frivillige nu kan melde sig på en samlet platform for at give en hjælpende hånd, arbejder Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter fortsat i døgndrift for at finde løsninger for danskere, der har brug for hjælp. Den frivillige indsats er således et supplement til den indsats, der allerede foregår ad traditionelle diplomatiske kanaler. Der er blandt andet oprettet særlige task forces og hotlines i Udenrigsministeriet til at assistere danskere i Asien og Sydamerika. Du kan læse nyheden på Udenrigsministeriets hjemmeside. 

Coronavirus/COVID-19-pandemien kan medføre forstyrrelser af postforbindelserne. Det betyder, at der for danskere bosat i udlandet kan opstå problemer med at få tilsendt et nyt NemID-nøglekort med posten. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler på den baggrund, at man installerer NemID-nøgleapp på sin telefon. Læs mere her.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen. På de danske myndigheders fælles informationssite kan du finde information om coronavirus/COVID-19.

For yderligere information se også Udenrigsministeriets hjemmeside.