Spring til indhold

Landefakta

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Geografi

Areal 1.240.000 km2
Indbyggertal 15,9 mio. (2013)
Befolkningsvækst pr. år   3,0 pct. (2012)
Hovedstad Bamako

Økonomi

BNP pr. capita  1,3 pct. (2006-2010)
Gældssituation (år) 2.931 mio. USD (2012)
Udenlandsk bistand pr. capita 79 USD.

Regering

Statsoverhoved/Præsident  Ibrahim Boubacar Keita 
Premierminister Oumar Tatam Ly
Udenrigsminister Zahabi Ould Sidi Mohamed
Finans- og økonomiminister Bouaré Fily Sissoko

Indenrigspolitisk situation, herunder menneskerettighedssituationen

Siden begyndelsen af 2012 har Mali gennemgået den værste krise i landets nyere historie. En krise, som har medført alvorlige humanitære problemer samt tab af kontrol med store dele af territoriet, og som har undermineret 20 års politisk stabilitet og demokratisk udvikling.

Højt placerede lejesoldater i den libyske hær med oprindelse i det nordlige Mali vendte efter Oberst Gadaffis nederlag tilbage til deres hjemland – svært bevæbnede og med en ambition om at sikre selvstændighed for det tuaregske mindretal i det nordlige Mali. Et område, som har været præget af menneske- og narkosmuglerier og tilbagevendende tuaregoprør, og som i de senere år også har fungeret som hjemsted for Al Qaida i Islamisk Mahgreb (AQIM), herunder som tilflugtssted i forbindelse med kidnapninger af vesterlændinge.  Området er historisk set karakteriseret ved svag socioøkonomisk udvikling og begrænset tilstedeværelse af staten. I januar 2012 gennemførte rebeller væbnede angreb på byer og militære forlægninger i flere af Malis nordlige regioner. Det tuaregoprør, der længe havde ulmet i det nordøstlige Mali, brød således ud i lys lue, og i løbet af foråret 2012 mistede Malis regering de facto kontrollen over halvdelen af dets territorium. Næsten 400.000 mennesker er fordrevet fra det nordlige Mali – en tredjedel af områdets samlede befolkning. Mere end 200.000 personer befinder sig fortsat i Mali som internt fordrevne, mens et tilsvarende antal er fordelt på nabolandene; primært Mauretanien, Burkina Faso, Niger og Algeriet. Denne krise udspiller sig parallelt med at Mali generelt er ramt af fødevareusikkerhed p.g.a. manglende nedbør i Sahel-bæltet.
I begyndelsen af februar 2012 kom det til omfattende protester i Bamako anført af ægtefæller til soldaterne i nord, som gik i protestmarch mod præsidentpaladset i Bamako. Derefter fulgte en periode med gentagende demonstrationer.  Den 22. marts tog lavererangerende medlemmer af den maliske hær magten ved et statskup anført af kaptajn Amadou Haya Sanogo. Kupmagerne suspenderede forfatningen og gennemførte vilkårlige arrestationer. D. 6. april indgav tidligere præsident Amadou Toumani Touré sin afskedsbegæring. Et angiveligt forsøg på modkup blev effektivt nedkæmpet i april 2012.

Ved ECOWAS’ (den økonomiske sammenslutning af vestafrikanske stater) mellemkomst, og under ledelse af Burkina Fasos præsident Blaise Compaoré, blev der i april og maj 2012 udnævnt en civil præsident og en teknokratisk overgangsregering med mandat til at løse krisen i det nordlige Mali og gennemføre demokratiske valg. Kupmagerne repræsenteret ved Komitéen for Demokratiets Genoprettelse og Statens Genindførelse blev i aftalegrundlaget af 6. april (Accord Cadre) stillet en politisk rolle i overgangsfasen frem til demokratiske valg i udsigt. Der er senere indgået en principaftale mellem ECOWAS og kupmagerne, som indebærer, at overgangsperioden frem mod demokratiske valg skal vare maksimalt 12 måneder.

Menneskerettighedskrænkelser har med statskuppet nået et betydeligt omfang, som bl.a. har omfattet vilkårlige arrestationer. I det nordlige Mali har krigstilstandene ført til forsvindinger, ligesom civile i nogle tilfælde er blevet såret i forbindelse med kamphandlinger. Væbnede grupper har gennemført vilkårlige henrettelser og tortureret tilfangetagne soldater. Der har tillige været rapporter om voldtægter og rekruttering af børnesoldater. Skoler er blevet lukket, og børn har mistet retten til uddannelse.

I områder kontrolleret af islamistiske oprørsbevægelser i det nordlige Mali bliver befolkningen tvunget til at ændre adfærd i overensstemmelse med et mere konservativt islamisk kodeks.
Før statskuppet i marts 2012 var de fleste krænkelser af menneskerettigheder generelt knyttet til fattigdom, kultur og tradition, og manglende kapacitet til at håndhæve vedtagne politikker. På trods af at skiftende regeringer de sidste tyve år har prioriteret fattigdomsbekæmpelse og opretholdt en åben dialog med det internationale samfund om udfordringerne i Mali, er det imidlertid stadig vanskeligt for store dele af befolkningen at realisere grundlæggende
socioøkonomiske rettigheder som f.eks. adgang til uddannelse og sundhed.

Mænd og kvinder nyder ikke samme værdighed og har ikke de samme rettigheder i Mali. Traditionelle magtstrukturer dominerer sociale relationer og bidrager til at fastholde kvinders og pigers underlegne status, bl.a. i forhold til ægteskab, arv og beskæftigelse. Kvinder diskrimineres ofte i adgangen til uddannelse, sundhedspleje og finansiering. Traditionelle juridiske strukturer begrænser kvinders adgang til domstolene. Vold mod kvinder omfatter bl.a. tvangsfodring før ægteskabet, voldtægt, seksuel chikane, tvungne/tidlige ægteskaber, bortførelse, og religiøst motiverede adfærdsbegrænsninger. Mere end 90% af piger og kvinder er ofre for omskæring. En ny familielov vedtaget i 2011 skuffede rettighedsforkæmpere og blev set som en indrømmelse til religiøse og konservative kræfter, selvom den på mange områder udgjorde et fremskridt i forhold til den oprindelige familielov fra 1963.

 

Økonomisk situation

Mali er et af verdens fattigste lande og var i 2011 placeret som nummer 175 ud af 187 lande på FNs udviklingsindeks. Mangel på beskæftigelse for Malis store ungdomsårgange repræsenterer både økonomisk og politisk en stor udfordring. Tæt på halvdelen af landets befolkning er i den erhvervsaktive alder, og heraf er kun en tredjedel af kvinderne og to tredjedele af mændene i arbejde. Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Mali er 645 US$, og ca. 51 pct. af befolkningen lever under FNs fattigdomsgrænse. De ca. 14 mio. indbyggere lever i et land, der geografisk set er placeret midt i Sahel-regionen. Denne placering medfører en lang række udfordringer som manglende adgang til havet, store klimatiske variationer og et ørkenområde, der dækker mere end halvdelen af landets samlede areal.

Mali er stærkt afhængig af guldminedrift og eksport af landbrugsprodukter, hovedsagligt bomuld. Landets finansielle situation svinger i takt med guld- og bomuldspriserne på det internationale marked og høstresultaterne, som er ekstremt følsomme overfor udsving i nedbør og andre klimamæssige forhold. Den økonomiske aktivitet i landbrugssektoren er stort set begrænset til overrislede arealer langs Nigerfloden. Omkring 10 pct. af befolkningen er nomader, og omkring 80 pct. af arbejdsstyrken er afhængig af sæsonbetonet beskæftigelse indenfor landbrug og fiskeri. Industriel aktivitet er koncentreret omkring forarbejdning af landbrugsvarer. Regeringen afsluttede i 2011 et program støttet af den Internationale Monetære Fond (IMF), som har gavnet økonomisk vækst, motiveret til en begyndende diversificering af økonomien og tiltrukket udenlandske investeringer i bl.a. jernmalmindustrien. Programmet har tillige bidraget til at sikre Malis makroøkonomiske stabilitet og kontrollere gældssituationen.
Mali har også investeret i turisme, men sikkerhedssituationen i det nordlige Mali har siden 2010 skadet branchen. Mali har haft en økonomisk vækst på omkring 5% om året mellem 1996-2010. De seneste år har økonomien dog været ramt af den internationale finansielle krise og stigende fødevarepriser, og det er udelukkende den høje guldpris, der har sikret, at en rimelig økonomisk vækst har kunnet fastholdes.

Den politiske udvikling siden statskuppet i marts 2012 udgør en alvorlig trussel for Malis makroøkonomiske stabilitet og for de kommende års økonomiske vækst. Økonomien er hårdt ramt. De statsfinansielle konsekvenser af den politiske og sikkerhedsmæssige krise er omfattende og vil kunne mærkes i mange år fremover.
Udviklingsbistanden spiller en betydelig rolle i Mali. Ifølge det maliske Finansministerium udgjorde den samlede internationale udviklingsbistand i 2010 således ca. 27 pct. af det offentlige budget og en betydeligt højere andel af investeringsbudgettet. Donorernes egen opgørelse af deres bistand til Mali anslår imidlertid en væsentlig højere andel på ca. 52 pct. af det offentlige budget. Bistanden er hovedsagligt koncentreret i de sociale sektorer (vand & sanitet, uddannelse og sundhed) samt i landbrugssektoren, men også bistanden til decentralisering og ligestilling er omfattende.

Danmark suspenderede, ligesom de fleste andre donorer, umiddelbart efter kuppet den 22. marts 2012 den del af udviklingsbistanden, der kanaliseres gennem statslige institutioner. Danmark vil, i lyset af den politiske situation efter statskuppet, og ud fra et princip om at fokusere på resultater af høj kvalitet til direkte gavn for målgruppen, i samarbejde med andre donorer undersøge om en omlægning af bistanden kunne være hensigtsmæssig på kort og mellemlangt sigt.

Udenrigspolitisk situation

Den økonomiske sammenslutning af vestafrikanske stater, ECOWAS, tog umiddelbart efter kuppet den 22. marts 2012 robuste beslutninger mod kupmagerne i form af bl.a. sanktioner og påtog sig en mæglerrolle anført af den burkinske præsident Campaoré. Det internationale samfund hilste samstemmende denne mæglerrolle og den hurtige reaktion velkommen. Den overordnede aftale mellem ECOWAS og kupmagerne, indgået d. 6. april 2012, og en køreplan frem mod demokratiske valg førte til ophævelse af sanktionerne og danner ramme om det videre forløb.

ECOWAS og dele af det internationale samfund er rede til at genoptage sanktioner, hvis juntaen søger at obstruere etableringen af en fungerende, civil regering, der kan agere selvstændigt og genoprette demokratiske tilstande i Mali.
Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind