Spring til indhold

Danmark gør stor indsats for at opnå verdensmålene gennem udviklingssamarbejdet

14.06.2018  14:12

Rapporten gør især status i forhold til implementeringen af verdensmålene i Danmark på baggrund af den handlingsplan, som regeringen lancerede i marts 2017. Af rapporten fremgår det også, at Danmark gør en stor indsats ift. den internationale implementering af verdensmålene gennem bl.a. udviklingssamarbejdet. Det gælder f.eks. verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene, hvor Danmark er i front i kampen for ligestilling og pigers og kvinders reproduktive sundhed og rettigheder globalt, men også verdensmål 17 om partnerskaber for handling, hvor Danmark netop har lanceret Verdensmålsfonden.
 
Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger: ”Gennem udviklingssamarbejdet bidrager Danmark til, at også andre lande kan nå verdensmålene, og at verdenssamfundet samlet kan nå de ambitiøse mål frem mod 2030. Vi kæmper for pigers og kvinders rettigheder. Her er der enorme gevinster – også økonomiske gevinster - ved at indfri verdensmål 5 og opnå ligestilling mellem kønnene. Og det gælder i forhold til mobilisering af privat kapital, hvor vi med den nye Verdensmålsfond sammen med danske pensionsselskaber har skabt et helt unikt partnerskab, som på sigt kan generere investeringer på op til 30 mia kr i Verdensmålene.”
 
På det internationale område fremhæver regeringens rapport bl.a.:

  • At Danmark er blandt de få lande i verden, der lever op til FN’s målsætning om at yde 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand.
  • At Danmark gennem partnerskaber og investeringer i udviklingslandene bidrager til at skabe bæredygtig vækst og udvikling.
  • At Danmark arbejder aktivt for at fremme en international retsorden baseret på grundlæggende værdier som demokratiske retsstatsprincipper, menneskerettigheder og ligestilling.
  • At Danmark gennem udviklingsbistanden bidrager til beskyttelsen af sårbare mennesker og øget modstandsdygtighed i udviklingslandene.

Læs mere om regeringens rapport på Finansministeriets hjemmeside.