Spring til indhold

Udenrigsminister Anders Samuelsen er vært for Europarådets årlige ministermøde i Helsingør den 17. og 18. maj 2018

17.05.2018  13:50
Udenrigsminister Anders Samuelsen er i dag og i morgen i Helsingør på Kronborg Slot og Marienlyst Strandhotel vært for det årlige udenrigsministermøde i Europarådet med deltagelse af ministre fra organisationens 47 medlemslande samt HKH Kronprinsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler: ”Europarådet er vores fremmeste regionale organisation i kampen for demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed. Jeg ser derfor meget frem til mødet i Helsingør. Det er den største og vigtigste begivenhed under vores formandskab. Jeg håber, at den vigtige politiske drøftelse af Europarådets fremtid i aften vil give fuld opbakning til de fortsatte reformbestræbelser, så Europarådet kan forblive en slagkraftig og effektiv organisation til gavn for de mere end 800 mio. borgere i Europa, der nyder godt af Europarådets beskyttelse.”

Ministermødet finder sted på et tidspunkt, hvor Europarådet er under pres politisk og finansielt. Udenrigsministeren har derfor valgt at sætte organisationens udfordringer og fremtidige rolle og opgaver på dagsordenen, når ministrene mødes på Kronborg i aften. I morgen vil ministrene på Marienlyst træffe en række beslutninger, herunder godkendelse af København-erklæringen vedr. reform af det europæiske menneskerettighedssystem og modernisering af Europarådets vigtige databeskyttelseskonvention. Udenrigsministeren vil herudover gøre status for det videre reformarbejde i Europarådet inden formandskabet overdrages til den kroatiske udenrigsminister.

Danmark har siden den 15. november 2017 haft formandskabet for Europarådets Ministerkomité og har gennemført en lang række arrangementer og møder på de fem danske prioritetsområder, ligesom HKH Kronprinsessen, statsministeren, udenrigsministeren og økonomi- og indenrigsministeren har besøg Strasbourg i perioden. Der er opnået en række resultater, herunder vedtagelsen i april 2018 af "København-erklæringen" om fortsat reform af det europæiske menneskerettighedssystem, som har været hovedprioriteten for det danske formandskab.

For spørgsmål kontakt presserådgiver Anne Møller, 41 53 25 26 eller annemo@um.dk